socialstyrelsen_2015_v2.png
sidliggodt.png
Du er her:

Positionering og respiration hænger sammen

Mangelfuld respiration kan give problemer med fx forstoppelse, tryksår, der ikke heler, og dårlig søvn. Fysioterapeuterne Hanne Andersen og Linnea Nedergaard Møller satte fokus på positionering og respiration på årets netværksdag i SidLigGodt 2019.


Af Signe Skovgaard Schmidt.

Netværksdagen 2019 i SidLigGodt bød på det overordnede budskab: If you can’t breathe, you can’t function (Hvis du ikke kan trække vejret, kan du ikke fungere). Positionering og respiration var dermed i højsædet, da netværket var samlet den 19. og 20. marts 2019 i hhv. Sorø og Middelfart. 


Fysioterapeuterne Hanne Andersen og Linnea Nedergaard Møller holdt oplæg – med udgangspunkt i den amerikanske ph.d. Mary Masseys teorier – om, hvordan mangelfuld respiration kan have sammenhæng med andre lidelser som sårheling og forstoppelse.


Formålet var at klæde deltagerne bedre på til at spotte tegnene på respiratoriske udfordringer, som kan have betydning for de valg, der bliver truffet i forbindelse med positionering, både i den siddende og den liggende stilling.

Respirationens betydning

For hvad betyder det for respirationen, når en person i kørestol fx falder sammen i overkroppen pga. stor scoliose og kyfose? Og hvad skal der til for at skabe mere fri respiration? Dét og mere til kom Hanne Andersen og Linnea Nedergaard Møller godt omkring, mens borgercases fra Linnea Nedergaard Møllers arbejde hele tiden gjorde praksis nærværende.


Efter et brush-up i grundviden om respiration hørte netværksdeltagerne om, hvordan en borger kan falde tilbage til det nyfødte barns 2-dimensionelle vejrtækning. Det kan ske, hvis borgeren sidder rundrygget i sin kørestol (kyfosering) eller ved ensidig lejring på siden, som over tid giver en deformation af brystkassen.


Nøgleordene var: Hvad er hovedproblemet, og hvad er konsekvensen? Respirationen vinder altid i det lange løb.

Stemmelæber og postural kontrol hænger sammen

Deltagerne blev desuden mindet om, at evnen til at sidde oprejst (postural kontrol) hænger nøje sammen med kontrol over bækkenbunden, mellemgulvet (diaphragma) og stemmelæberne. Det er derfor vigtigt også at få talepædagoger ind over tidligt, når en borger har problemer med postural kontrol, så borgeren kan få kontrol over sine stemmelæber, og derved lettere kan sidde oprejst.


Det er denne sammenhæng, som Mary Massery kalder ’soda pop can’-modellen. Den uåbnede dåse er stabil pga. sit indre tryk. Når den åbnes, kan den let krølles sammen.
 

Linnea Nedergaard Møller opfordrede til sidst deltagerne til at holde særligt øje med de borgere, som anvender nakkestøtten meget – om de er ude på at stabilisere vejrtræningen ved at stemme sig op imod nakkestøtten og derved bruge nakkemusklerne som hjælpemuskler til vejrtrækning.

Respiration som testredskab i praksis

Hun bruger respiration som testredskab, hvor hun bl.a. tjekker respirationen, når borgeren sover, ligger ned eller laver sin yndlingsaktivitet. Hvis borgeren ikke trækker vejret ordentligt, er det tegn på mangelfuld positionering. Hvis én stilling i særlig grad får borgeren til at sove længe, kan det være tegn på dårlig respiration i netop den stilling.


Diskussionen ved bordene var livlig, da deltagerne efterfølgende testede deres praksis ved at forestille sig, hvordan borgerne i 3 cases skulle lejres om natten, hvis der også skulle tages hensyn til deres respiration, ud over de hensyn, der skal tages til deres fejlstillinger i leddene.


 

Bemærk, at Socialstyrelsens faglige konsulent Else Marie Hansen går på pension ved udgangen af marts 2019. Mary Petersen, som har varetaget bolignetværket, overtager herefter SidLigGodt. 


Hanne Andersen og Linnea Nedergaard Møllers på SidLigGodts netværksdag 2019 (pdf)
 


 

Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk

luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere