Godt samarbejde og ros til reglerne

Statsforvaltning Nordjylland tager gerne en dialog med regionens sagsbehandlere og kan godt fremskynde hastesager, fortalte de på netværksmødet i Aalborg. Og så var der flere roser til Socialministeriet for de nye regler.

”Hvis I har en sag, I mener, haster, kan I altid ringe til os og påpege det. Vi vil gerne tale med jer,” sagde Dorrit Larsen (billedet tv. herunder), da hun og Lene Hvilsted (billedet th. herunder), begge fra Statsforvaltning Nordjylland, på tredje bilnetværksmøde 2011 fortalte om tendenser inden for ankesager i Det Sociale Nævn.

Efter mødet oplyste de to oplægsholdere deres direkte arbejdsnumre til distribution til deltagerne via netværket.

Dorrit Larsen: 72 56 87 95

Lene Hvilsted: 72 56 87 63

Baggrunden for udmeldingen var, at Dorrit Larsen fortalte, at nævnet hjemviser en fjerdedel af de afgørelser, de får ind.

”Og det er selvfølgelig rigtig uheldigt, ikke mindst når vi har så lang behandlingstid, som vi har. For det betyder jo bl.a., at borgerne kan vente på bil i lang tid, for så at få at vide at de ikke kan få den alligevel,” sagde Dorrit Larsen.

Ingen erfagrupper i ankenævnene

Deres debat med deltagerne på mødet kom bl.a. til at handle om ensretning af sager på tværs af regionerne.

”Mødes I, i nævnene, på samme måde som vi andre mødes i erfa-grupper, for at ensrette afgørelserne?” ville en deltager vide og uddybede:

”Vi hører nogle gange om afgørelser truffet i f.eks. Sønderjylland eller et andet sted i landet, som vi ved, ville blive afgjort anderledes i Nordjylland - fordi vi har haft tilsvarende sager.”

Dorrit Larsen svarede, at ankenævnene mødes en gang om året, men at emnet for møderne skifter fra gang til gang, og at de derfor ikke drøfter bilsager hvert år. Hun erkendte, at ensartede sager kan falde forskelligt ud i forskellige områder af landet.

”Nævnene og de personer, der sidder i dem, er selvfølgelig forskellige, så det er svært at ensrette fuldstændigt,” forklarede Dorrit Larsen.

Eksempler og enkeltsager

”Men I må i øvrigt ikke opfatte hjemvisninger som, at vi ikke tror på, I har ret. En sag kan også blive hjemvist, fordi den ikke er godt nok belyst, og så må I sende flere oplysninger ind til os,” tilføjede Dorrit Larsen, der bl.a. tog gangtest op som et område, hvor det beskrevne grundlag ofte ikke er grundigt nok.

Hun og Lene Hvilsted havde medbragt eksempler, som de drøftede med deltagerne, nogle af mere principiel karakter, og nogle som eksempler på at der kan være sager, der er så specielle, at man ikke kan drage konklusioner i forhold til andre sager.

Af sidstnævnte fortalte de bl.a. om en sag, hvor en kvinde uden talesprog, og som boede på institution, fik bevilget en bil. Fordi hun havde en stor familie, der, udover alle at være i stand til at kommunikere med hende, mange gange om ugen kørte hende til og fra forskellige aktiviteter.

Deltagerne havde selv masser af spørgsmål med udgangspunkt i konkrete sager, og Dorrit Larsen og Lene Hvilsteds oplægstid måtte forlænges, så flere havde mulighed for at komme til orde.

Gruppearbejde med VIP-udsigt

Netværksmødet i Region Nordjylland blev holdt på Aalborg Stadion, og mødedeltagerne kunne nyde udsigten fra AaB’s VIP-lounge ud over den grønne boldbane. Der var dog hverken fadøl eller stadionpølser til kaffepausens gruppearbejde, inden Line Krabbe og Martin Lindeblad fra Socialministeriet gennemgik spørgsmål fra deltagerne.

Ros til reglerne

Om det var udtryk for nordjysk besindighed, eller om nordjyderne blot har accepteret de nye regler, som de er, er svært at sige, men der var indledningsvist ikke mange spørgsmål til ministeriet.

Det betød, at Line Krabbe og Martin Lindeblad fik lejlighed til i stedet at stille deltagerne spørgsmål om, hvordan de forvalter ikke bare de nye regler, men billovgivningens regler i det hele taget. Og dét satte gang i diskussionerne.

”Kan I mærke en ændring i arbejdet, efter de nye regler er trådt i kraft?” spurgte Martin Lindeblad blandt andet.

"Det kan vi faktisk ikke – flere af de ændringer, der er trådt i kraft, stadfæster jo den måde, vi allerede gør tingene på,” sagde en deltager, og flere andre bakkede op med kommentarer om, at reglerne på den måde var udmærkede.

Dog var der andre deltagere, der indvendte, at i deres kommune havde regelændringerne haft en meget konkret indflydelse på arbejdet: Den pågældende kommunes forvaltning havde nemlig valgt at opfatte de bebudede ”forenklinger og forbedringer” som en mulighed for besparelse på bilområdet og havde derfor valgt at afskedige en medarbejder.

En uheldig tolkning, mente Line Krabbe, men desværre ikke noget, der fra ministeriets side, kunne være taget højde for – og slet ikke det, der var sigtet med de nye regler.

Før og nu

Hun fortalte til gengæld, at det tydeligt fremgår af statistikkerne, at der landet over bevilges færre og færre handicapbiler, og hun efterlyste forklaringer på, hvad ændringen skyldes.

Flere deltagere forklarede, at de ikke mente, det havde noget med de nye bilregler at gøre, men at der er sket en gradvis ændring i forlængelse af kommunesammenlægningerne i 2007, hvor bevillingsarbejdet overgik fra amterne til kommunerne.

”Hos os er vi helt sikkert blevet bedre til at træffe de rigtige afgørelser, men vi får faktisk også bare færre ansøgninger,” forklarede en deltager.

Det førte til en snak om sagsbehandling nu og tidligere, og hvordan praksis har ændret sig, hver gang bevillingsarbejdet er blevet flyttet fra én offentlig instans til en anden.

Hvem skal betale for reparation?

Et af de spørgsmål, ministeriet havde taget med, lød: ” Er det en betingelse for reparation af særlig indretning i bilen, at borgeren kan dokumentere løbende vedligeholdelse?”

Det førte til en længere diskussion, også internt blandt deltagerne.

Konklusionen blev, at der ikke var noget entydigt svar, men en repræsentant for bilopbygger Langhøj fik det sidste ord i dén diskussion ved at slå fast, at det i princippet ikke er svært at afgøre.

”Vi kan sagtens se, om problemet skyldes manglende vedligeholdelse, eller om det er en fejl ved indretningen,” sagde han.

Ros til ministeriet

Da spørgetiden var gået, fik de to ministerierepræsentanter et verbalt skulderklap med på vejen fra netværkets konsulent og mødeleder for netværksmøderne Else Marie Hansen, da hun takkede for deres deltagelse på mødet.

”Jeg synes lige, I skal lige vide, at oplægsholderne fra Statsamtet startede mødet med at rose ministeriet for at have lavet en glimrende vejledning!” sagde hun.