Af Signe Skovgaard Schmidt.
”Kommer der en hjælpemiddelsag, skal vi have en leverandør, der kan hjælpe jer. Skulle der komme noget helt særligt, vi ikke har leverandør på, så laver vi en ad hoc-tildeling til en leverandør, som repræsenterer den efterspurgte viden. Vi skal kunne hjælpe.”
Så klart var hovedbudskabet fra Mirjam Gismervik fra VISO, da hun holdt oplæg på det webinar, som – grundet covid-19 – udgjorde årets netværksmøde i SidLigGodt, den 20. januar 2021.
Og helt så enkelt er det så alligevel ikke, for VISO, der er en del af Socialstyrelsen, tager sig nemlig kun af de allermest komplekse sager inden for det specialiserede socialområde og inden for specialundervisningsområdet. Sager, hvor alt er prøvet af for at løse opgaven, men uden held.
Mange kommuner har abonnementer inden for hjælpemidler og kommunikation, og de skal også være afprøvet inden VISO. Sagt med andre ord: VISO er den instans, som du kan opsøge for at få rådgivning om en faglig problemstilling på det tidspunkt, hvor afprøvede indsatser og tilgange har vist sig utilstrækkelige.
I VISO rådgives der inden for områderne handicap (børn, unge og voksne), specialundervisning og udsatteområdet (fx hjemløshed og psykisk sårbarhed).
I den centrale del af VISO sidder der konsulenter, der tager imod henvendelser fra kommuner og borgere til den gratis rådgivning, som VISO leverer, enten i den daglige telefonvagt, eller når en henvender tilknyttes en VISO-specialist fra de såkaldte VISO-leverandører, der udgør den decentrale del af VISOs organisation.
”Det er konsulenterne, der, ud fra rådgivningsbehovet, overordnet set bestiller og godkender den faglige plan, men det er specialisten, der er ude på sagen, og som repræsenterer den specialistfaglige bistand fra VISO,” siger Mirjam Gismervik og fortæller, at VISO yder tre typer af rådgivning:
Mirjam Gismervik fortæller også, at da VISOs henvendelser repræsenterer de mest komplekse og specialiserede sager på socialområdet og området for specialundervisning, er der ofte tale om sager med mange forskellige perspektiver, snitfladeproblematikker og samarbejdsvanskeligheder.
VISO har ikke myndighed og træffer ikke afgørelser, men kan alene anvendes til at indhente anbefalende faglig rådgivning. Det betyder, at VISOs rådgivning er vejledende med afsæt i specialfaglig viden. I sager med konflikt kan det, at der kommer nogle udefra og fokuserer ind på fagligheden, i sig selv repræsentere en ny og fælles vej.
På hjælpemiddelområdet får VISO mest sager om siddestillingsanalyser og færre om andre hjælpemiddelproblemstillinger. Hvis ikke dette afspejler diversiteten i de specialiserede hjælpemiddelsager, der findes omkring i kommunerne, er det ærgerligt, for VISO opdyrker specialistnetværket omkring de henvendelser, som de modtager.
Randi Stidsen, der er VISO-specialist fra CKV Odense, supplerede oplægget ved at fortælle om nogle af de typer sager, der også efterspørges rådgivning om hos dem, fx vedrørende bad- og toiletstole.
Sådan henvender du dig til VISO
Kontakt VISO, enten telefonisk og anonymt eller via et skema. Modtager VISO et henvendelsesskema, bliver det oprettet som en sag, og i den indledende telefondrøftelse mellem henvender og konsulent viser det sig, om det giver mening at bringe henvendelsen videre til en VISO-leverandør.
Borgere kan også henvende sig. I borgerhenvendelser rådgiver VISO ikke ift. fx undervisning i skolen eller omkring afgørelser eller indsatser, men kan tilbyde rådgivning om tilgang og støtte i hjemmet.
Læs mere om VISO på Socialstyrelsens hjemmeside
Se VISO-leverandørerne på Socialstyrelsens hjemmeside
Kontakt VISO på Socialstyrelsens hjemmeside
Obs. Der sendes ikke slides ud fra dagen.
Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk