socialstyrelsen_2015_v2.png
kommunikation.png
Du er her:

IKT i rivende udvikling. Månedens netværker har fingeren på pulsen.

IKT-konsulent Hans Ole Hansen er på vej til CeBIT-messe i Hannover for at kigge på bl.a. tablet-pc’er og spotte nye it-trends med relevans for kommunikationsområdet.

Portrætfoto af Hans Ole HansenSmartphones og tablets. Beskæftiger man sig med IKT-hjælpemidler, er de ikke til at komme uden om, de flade telefoner og håndholdte computere med trykfølsomme skærme. De er enkle og intuitive at bruge, og så er de væsentligt billigere end mange af de hjælpemidler, der findes på markedet.

”Som alle andre kommuner har vi jo også ondt i pengepungen og vil derfor gerne spare, hvor det er muligt,” siger Hans Ole Hansen, IKT-konsulent på Skive og Viborg kommuners Center for kommunikation og Undervisning (CKU).

Blandt andet derfor har han sammen med sine kolleger sat sig for at undersøge, om tablet-pc’er kan bruges med de kommunikationsprogrammer, der allerede findes til eksisterende tale-pc’er.

Største jobmæssige udfordring? At følge med udviklingen.

Som IKT-konsulent på CKU laver Hans Ole Hansen blandt andet udredninger, indstiller ansøgninger om bevilling af hjælpemidler samt afprøver nye IKT-hjælpemidler. Han er tidligere folkeskolelærer, og den baggrund bruger han i sit job til at undervise i brugen af IKT på forskellige institutioner i de to kommuner, lige som han to gange om ugen underviser på Viborg Sygehus’ paraplegi-afdeling.

Derudover varetager Hans Ole Hansen sammen med en kollega opgaven som ”tovholder på IKT-området.” Det betyder, at de holder sig ajour med den nyeste viden, som de så formidler videre til kollegerne på CKU samt til specialskoler, PPR-kontorer o.l. i Skive og Viborg kommuner. En spændende opgave, men også en opgave, der kræver et omstillingsparat sind.

”Man hører tid folk sige, at udviklingen inden for it sker hurtigere og hurtigere. Og det gør den i høj grad også inden for det her område,” siger Hans Ole Hansen, der har beskæftiget sig med IKT siden 1998.

Med udviklingen har også fulgt et stadigt større overlap mellem almindelige forbrugsgoder og kommunikationshjælpemidler.

”Vi får en del henvendelser fra f.eks. personer med ADHD, der har hørt at en Smartphone måske kan hjælpe dem med at strukturere hverdagen. Her skal vi kunne rådgive og vejlede, men vi kan ikke bevilge dem, fordi mobiltelefoner betragtes som almindeligt indbo og ikke som et hjælpemiddel,” fortæller Hans Ole Hansen, der dog ikke vil afvise, at Smartphones på sigt vil kunne helt eller delvist bevilges.

”Det er noget, vi fortsat diskuterer,” siger han.

Tablet-pc’erne mener han derimod godt vil kunne indgå i bevillinger af kommunikationsmæssige løsninger, hvis de eksisterende taleprogrammer også kan bruges på disse.

Sammen med sine kolleger på CKU har han opstillet en liste over kriterier, en tablet-pc skal leve op til, for at de vil kunne benyttes til formålet. Windows 7 som styresystem, lang driftstid, Wi-Fi, GSM-modem og god lyd er bare nogle af kriterierne.

Himmel på jord for teknologi-entusiaster

Med listen i hånden drager Hans Ole Hansen sammen med en kollega i marts til Tyskland for at besøge verdens største it-messe, CeBIT i Hannover. Her skal de se nærmere på udbuddet af tablet-pc’er og i det hele taget prøve at snuse sig frem til nye potentielle hjælpemidler blandt de mange tusinde udstillede produkter.

”Det er ikke en hjælpemiddelmesse, men mange almindelige forbrugsvarer er potentielle hjælpemidler, og man ved aldrig, hvor den næste gode løsning kommer fra,” siger Hans Ole Hansen og fortæller, at især de asiatiske firmaer ofte har nogle spændende og anderledes produkter at vise frem.

Farvel til amter, goddag til nye netværk

Udover at dele den viden, de kommer hjem med, med deres lokale kolleger, lover Hans Ole Hansen, at også deltagerne i netværket kommunikation.hmi.dk får høre, hvis han finder banebrydende nyt på messen.

Som en af tovholderne på det tidligere SKIAtek-netværk er Hans Ole Hansen nemlig glad for at have fået et nyt forum til at dele viden, udveksle erfaringer, drøfte tekniske og juridiske problemstillinger.

”Der er sket meget inden for det offentlige på kommunikationsområdet. Da amterne blev nedlagt, blev der rokeret og fusioneret i stor stil. På CKU har vi brugt meget tid på at finde vores egne ben, men nu er vi begyndt igen at have overskud til bl.a. at opbygge nye netværk,” siger han.

Udgivet: 31-01-2011

Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk

luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere