socialstyrelsen_2015_v2.png
kommunikation.png
Du er her:

Motivationen driver værket i Vissenbjerg

Wii Vissenbjerg

Når beboerne bliver trætte af kondicykel, løbebånd og balanceøvelser, så kan Nintendo Wii-spillene kalde glæden frem igen på Center for Senhjerneskadede i Assens (CSA).


 

Nintendo Wii-spillene er populære på Center for Senhjerneskadede i Assens.

 

I det øjeblik bowlingbanen toner frem på fladskærmen i opholdsstuen, kommer en beboer forbi og spørger, om hun ikke må prøve at kaste en kugle.

”Der kan du se! Det motiverer med det samme,” siger fysioterapeut Mads Vinter Quist. Han bruger sammen med sygeplejerske Mette Warming det populære Nintendo Wii-spil i genoptræningen af beboere og andre personer i dagtilbud på Center for Senhjerneskadede Assens (CSA).

Aktivitet skaber energi

CSA, der er beliggende i Vissenbjerg på Fyn, har otte faste beboere med senhjerneskader. Men hvor det tidligere ofte var svært for personalet at motivere til den nødvendige og hårde genoptræning i motionsrummet, kan pulsen nu komme op foran skærmen. Wii-spillet kræver aktiv deltagelse fra brugeren, der skal udføre bevægelser med en trådløs controller for at gennemføre spillet. Der kan spilles alene eller mod en modstander.


”Vi kunne mærke på en af vore mandlige personer i dagtilbud, at han havde brug for at komme væk fra den fysiske del, hvor en fysioterapeut står bag nakken og siger: ’Nu skal du gøre det her, træk i det tov, eller kør på kondicyklen.’ Men hvis vi startede med at spille Wii med ham, kunne vi mærke motivationen komme tilbage,” fortæller Mette Warming.


”Kroppen udløser jo en form for doping, endorfiner, når vi bevæger os. Det skaber energi og glæde, som vi så kan bruge i genoptræningen,” siger Mads Vinter Quist, der flere gange har set sig besejret af beboerne. For de finder hurtigt genvejene til en sejr.


”Man kan snyde i Wii-spillet på hurtighed, hvis ikke man bruger den fulde bevægelse fx i tennis og i stedet blot svirper med hånden. Det er set fra en fysiologisk vinkel ikke særlig godt, men det er godt nok at få tankeprocessen i gang,” siger Mads Vinter Quist. Han håber, at vi i fremtiden vil se spil, der kan korrigere, hvis ikke spilleren udfører bevægelsen korrekt, og så skifte til et højere niveau.

God afløser for pc-spil

En af de store fordele ved Wii er ifølge Mads Vinter Quist og Mette Warming, at man bevæger sig i modsætning til pc-spillene, hvor man sidder stille foran en skærm. Og at handicapbegrebet forsvinder.


”En hjerneskadet person med halvside lammelse kan ikke løfte en tung bowlingkugle. Der findes selvfølgelig ramper til at trille kuglen nedad, men de personer ønsker normalt ikke disse handicap-hjælpemidler. Når de triller kuglen her i Wii-spillet er det ens for alle,” siger Mette Warming.


”Og så giver det mulighed for familien, der kommer på besøg, at se fx børnenes far eller onkel vinde og vise, at han er helt normal på det område. Han kan ikke vinde i ret mange andre situationer, men lige der, der vinder han.”


Mette Warming og Mads Vinter Quist vil på HITmesse 2010 fortælle mere om de erfaringer, som de har gjort i genoptræningen af både voksne og børn med hjerneskade.

Info om HITmesse 2010

Udgivet: 30-03-2010

Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk

luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere