socialstyrelsen_2015_v2.png
kommunikation.png
Du er her:

En enkelt knap giver adgang til hele verden

iPhone

Senhjerneskadede har stor glæde af iPhone i genoptræningsfasen.


 

Begejstringen er nem at få øje på, da tre iPhone-brugere sætter hinanden stævne i Træningsgruppen på Høskoven i Viby J. Gruppen arbejder med at give personer med hjerneskade en ny fremtid, og her er Apples meget populære iPhone blevet et vigtigt værktøj.


Det er konsulent Anders Voigt Lund fra IKT-Gruppen, Region Midtjylland, der har fostret ideen om at bruge iPhonen ved siden af den noget dyrere og større MEMOPlanner, hvis største aktiv er den elektroniske kalender.

 

Udgangspunktet for projektet – der kørte i fem måneder frem til februar 2010 – har været, hvordan hjerneskadede personer, der tidligere har brugt Facebook, sms og e-mail som netværk, får bevaret eller genskabt deres virtuelle netværk. Samtidig har iPhonen vist sig som en god platform for kognitiv hukommelsesstøtte. Ergoterapeut Susanne Lunderskov har haft iPhonen i hånden gennem hele forløbet.


”Tidligere skulle vi bevæge os hen til et rum og starte en computer op. En iPhone kan beboeren have ved sig hele tiden, den ligger nærmest og kalder fra bordet. Det har været rigtig godt for beboere med hukommelsessvigt. De kan let bruge træningsprogrammerne og gør det oftere end tidligere, fordi det er så nemt,” fortæller Susanne Lunderskov.

Kameraet støtter hukommelsen

Hun peger på, at det indbyggede kamera kan bruges netop ved nedsat hukommelse.
”Når beboeren har været ude, og jeg dagen efter spørger, ’hvad lavede du egentlig i går?’ så kan vi gå ind og kigge i fotoalbummet. Billederne kan give stikord, for ofte husker beboeren mere end det, vi ser på billedet. Det genererer en hukommelse, beboeren ellers ikke kunne finde,” siger Susanne Lunderskov.


Det er især iPhonens enkle opbygning, der har vist sig at være særdeles anvendelig for beboerne på Høskoven. Der findes kun en knap på fronten. Her kan man altid finde tilbage til udgangspunktet, og når man fx tager et foto, skal det ikke redigeres i et andet medie, men ligger allerede i en mappe, der åbnes med et enkelt tryk. Og så er iPhonens design heller ikke i vejen for en udbredelse, mener pædagog Ralf Hussner.


”Den er ikke klodset som et hjælpemiddel, men er attraktiv, også når beboeren får besøg af familie og venner.”

Kræver engagement

Midt i begejstringen ser Susanne Lunderskov og Ralf Hussner dog også en slags begrænsning.
”Der er, som i alle andre projekter, en lang indkøringstid. Og det kræver et personale, der bevarer gejsten på det. At man sørger for at få iPhonen lagt på bordet, bliver ved med at opfordre beboeren til at bruge den, og fx sammen kigger billeder,” siger Susanne Lunderskov.


Anders Voigt Lund udtrykker et håb om, at iPhonen måske vil nå personer, der ikke tidligere har brugt en computer, men som nu på grund af et handicap har brug for elektronisk hjælp.


”iPhonen vil sikkert vinde indpas på steder, hvor vi ikke før har set en computer. Den ligger bare der på bordet, og måske vil nogen, der aldrig har rørt en computer, tage den til sig, når de ser, hvor nemt den betjenes.”


En af IKT-konsulentens opgaver er at sortere i det enorme udbud af applikationer, der findes i dag.


”I App Store findes der i dag 140.000 applikationer til at fylde ind i iPhonen. Det kan virke uoverskueligt, derfor arbejder vi med at finde de helt rigtige ting, som kan yde maksimal støtte. Det er forskelligt, hvilket behov der er. Men personalet kender de basale ting i iPhonen såsom foto, lydoptager og netadgang, og så kan vi trække andre træningsprogrammer ind afhængig af brugeren. Det gør iPhonen meget interessant,” siger Anders Voigt Lund, der på HITmesse 2010 vil holde et oplæg med fokus på dette område.


Info om HITmesse 2010

Udgivet: 24-03-2010

Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk

luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere