socialstyrelsen_2015_v2.png
kommunikation.png
Du er her:

En stemme i klassen

Nyt program lærer børn med sprogvanskeligheder at læse og skrive.

At lære at læse og skrive er en yderst vanskelig og tidskrævende opgave for børn med sprogvanskeligheder og deres lærere. 

Sådan skriver Hjælpemiddelfirmaet Abilia i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af det interaktive undervisningsprogram AAC-skole.
 
AAC-skole er et af de 15 produkter, der er nomimeret til kåring af Årets HIT-messeprodukt på Hjælpemiddelinstituttets HITmesse 2011 20.-21. september på Hotel Nyborg Strand.

Abilia fortæller i pressemeddelsen endvidere:

Programmet indeholder pensum til 1. og 2. klassetrin, så elever uden sprog ved hjælp af symboler og talesyntese kan følge undervisningen i klassen så længe det er muligt.

Børn uden tale har brug for andre indlæringsmetoder, når de skal lære at læse og skrive, end normalt fungerende børn i folkeskolen. Samtidig er det vigtigt for alle parter, at børnene kan følge undervisningen sammen med deres klassekammerater længst muligt.

”Mange elever med sprogvanskeligheder mangler muligheden for at udtale og forme lyde, som er en hjælp i normal læse- og skriveoplæring. AAC-skole har bogstavlyde som eleverne kan lytte til. Mange elever kan lære at lytte til deres indre stemme og høre bogstavlydene, når de skal lære at læse og skrive”, forklarer specialpædagog Anni Margrethe Falck, der i samarbejde Abilia har udviklet AAC-skole.

AAC-skole er et komplet interaktivt undervisningsprogram til folkeskoleelever med sprogvanskeligheder med behov for Alternativ Supplerende Kommunikation, ASK. Børnene lærer at læse, skrive og regne ved hjælp af PCS-symboler og talesyntese. Programmet indeholder folkeskolens pensum i alle fag til og med 2. klasse, hvilket gør det muligt for eleverne at følge undervisningen sammen med sin klasse. Målet er at eleven med tiden skal kunne kommunikere frit med grafiske symboler eller ved hjælp af alfabetet.

Anni Margrethe Falck er positivt overrasket over, at programmet kan bruges af en langt større gruppe elever end oprindeligt tænkt.

”AAC-skole er oprindeligt udviklet til elever med Cerebral Parese med bevægelseshæmninger og behov for ASK. Undervejs i udviklingen af programmet blev forskellige andre grupper involveret i udformningen. Vi oplevede at elever i forskellige aldre og med forskellige diagnoser som autisme, dyspraksi, down syndrom og multifunktionshæmning og børn med store udtalevanskeligheder også havde stort udbytte af AAC-skole”.

I AAC-skole er der over 2500 symboler, der yderligere kan bøjes i køn, grader og tider. Det giver eleverne mulighed for at nuancere deres sprog og deltage aktivt i undervisningen.

”Vi ønsker at give eleverne en stemme i klassen. Når læreren kender programmet, kan hun stille spørgsmål til eleven ud fra indholdet på siden i AAC-skole og eleven kan svare selvstændigt med sin stemme i form af talesyntesen. Når eleven udfører egne handlinger og svarer selvstændigt, kan man se og høre hvilket niveau eleven befinder sig på og tilpasse udfordringer og begrænsninger derefter”, siger Anni Margrethe Falck.

Allerede i midten af september måned vil det være muligt at se AAC-skole og få inspiration til , hvordan programmet kan integreres i undervisningen. Det sker den 20.- 21. september på HITmesse på Hotel Nyborg Strand, hvor Abilia præsenterer og demonstrerer teknologiske løsninger til personer med funktionsnedsættelser.
 
Fakta om AAC-skole
  • AAC-skole er et gratis program, men det forudsætter licens til Programsnedker, PCS-symboler og talesyntese, i alt kr. 10.000,- excl. Moms.
  • Ved køb af Programsnedker for pc får man licens til at installere programmet på alle skolens pc’er.
  • AAC-skole følger med på cd med PCS-symboler eller kan rekvireres ved henvendelse til Abilia
Udgivet: 14-09-2011

Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk

luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere