socialstyrelsen_2015_v2.png
bolig.png
Du er her:

Bornholmsk bosted tester om teknologi giver større frihed

Med støtte fra ABT-fonden afprøver botilbuddet Nexøhuset sammen med Bornholms Regionskommune en række teknologier til interaktion ved hjælp af elektroniske og computerstyrede aktiviteter.

grafik fra odense teknologi

Simpel teknologi, som aktiveres via lyd, bevægelse, pust og berøring, møder for tiden ekstra stor interesse på et botilbud for udviklingshæmmede multihandicappede voksne på Bornholm. Hos botilbudet Nexøhuset er det holdningen, at en beboer øger både livskvalitet og selvstændighed, hvis vedkommende i højere grad kan aktivere sig selv uden hjælp fra en pædagog.

"Vi håber, at projektet kan vise os, hvordan den enkelte beboer i højere grad bliver herre i sit eget liv. Og vi vil undersøge, hvilke teknologier, der kan gøre beboerne mere aktive i forhold til valget af aktiviteter. De, der ikke kan bruge deres hænder og arme, er fx afhængige af, at vi står klar til at tænde deres radio eller tv. Tænk, hvis de selv kunne gøre det med en bevægelse eller et pust, så ville de undgå unødig ventetid," siger Nexøhusets forstander, Jeanette Bech.


Teknologi tilpasses den enkelte
På Nexøhuset bor 14 udviklingshæmmede voksne, der alle er dybt afhængige af hjælp til personlig pleje, forplejning og aktivering. Enkelte af beboerne er desuden blinde, svagtseende eller hørehæmmede. Enkelte er mobile, andre sidder i kørestol. Flere har mere eller mindre svage arm- og håndkræfter. Og alle har behov for aktiviteter på egne præmisser.


"Vi vil teste, om man kan skræddersy eksisterende teknologier, så de kan bruges af multihandicappede udviklingshæmmede. Vi kan blandt andet undersøge, hvordan en person uden håndkræfter vil kunne tænde sit tv. Det er et spørgsmål om at give beboerne en bedre dagligdag, hvor de ikke behøver at vente på den pædagog, som normalt hjælper med aktiveringen," fortæller Annette Krath Poulsen, der har været med til at tilrettelægge projektet, og som har vidensbaseret innovation inden for social- og sundhedsområdet som sit speciale.


Baggrunden for projektet er ikke at spare arbejdskraft. Ressourcerne skal snarere omstruktureres, så der kan skabes mere aktivitet, som er uafhængig af personalets hænder. På den måde opnår beboerne bedre livskvalitet og mere indhold i tilværelsen.


"Det handler om at stimulere sanserne. Vi vil vække den enkelte beboer. Vise vedkommende, at man kan sætte en kædereaktion i gang, når man klikker, puster eller på anden måde kommunikerer med en computer. Vi forventer, at det vil være en stor oplevelse for beboerne at se, at der rent faktisk sker noget, når de puster ind i et rør eller trykker på en knap. Ikke alle har et klart sprog, så de kan udtrykke de aktiviteter de har lyst til. Der sker misforståelser, og så vil det jo give dem mere frihed, hvis de med et pust eller en bevægelse selv kan tænde tv, radio eller en anden aktivitet," siger Jeanette Bech.


Nexøhuset lægger især vægt på, at selvaktiveringen skal ske ved hjælp af mobil teknologi. Både trykskærm og computer kan
monteres på et hvilket som helst bord, alt efter om beboeren vil sidde alene på sit værelse eller i fællesstuen.


"Fordelen ved teknologien er, at den kan omstilles til den enkelte bruger, og så længe den bare skal tændes, så er beboeren ikke afhængig af personalet. Enkel teknologi er også en fordel for de pårørende, som får lettere ved at deltage," siger Annette Krath Poulsen.


Mobil teknologi skal aktivere sanserne
Projektet med teknologi, der kan selvaktivere, løber over en periode på 14 måneder, hvor beboerne – alt efter funktionsevne – blandt andet afprøver trykskærme med simple spil. Nexøhuset vil især teste interaktionen mellem computer og beboer, hvor beboeren kan skabe lyd eller anden aktivitet på skærmen blot ved hjælp af et pust. Det kan aktivere beboere med nedsat funktion i hånd eller arm.


Nexøhuset vil ikke kun arbejde med computere som platform. De tester også simplere løsninger, der dog stadig kan betegnes som teknologiske. Det er for eksempel æsker af træ, der projekterer enten lys, luft eller farve, når man trykker på en fastmonteret kontakt.


Det er første gang, at Nexøhuset direkte tester teknologiens betydning med hensyn til selvaktivering af udviklingshæmmede.

 

"Vi har store forventninger til projektet. Det fremmer ikke kun kommunikationen mellem beboer og personale eller pårørende. Teknologien giver også vores beboere flere aktiviteter, mere frihed og bedre livskvalitet, når de ikke er så afhængige af personalet," siger Jeanette Bech.

 

Fakta: om projektet

Projektet forankres hos Bornholms Regionskommune, mens den daglige projektledelse varetages af lederen fra botilbuddet Nexøhuset. ABT-fonden støtter projektet med 1,6 mio. kr.
Nexøhuset har 14 beboere og 20 medarbejdere.


Beboerne tester selvaktivering ved hjælp af puste-, råbe- eller lyd-interface, bevægelsessensorer, touchskærme og 0-1-kontak¬ter. Projektet tester i alt tre typer teknologiske løsninger:


1. Lyd og billede
- Iscenesættelse af rum med visuelle forandringer, som brugeren kan interagere med. Fx naturbilleder, erindringsfremkaldende og sansestimulerende kompositioner i forbindelse med socialt samvær.


2. Elektroniske aktiviteter med brug af el-kontakter
- Med klik på kontakter kan beboerne aktivere lyd, musik, duft, vibrationer og vind.


3. Computerbaserede pusle- og vendespil til touchskærme
- Aktiviteter med mulighed for interaktion med andre beboere eller pårørende. til større frihed


Udgivet: 08-03-2010

Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk

luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere