Bliss-symboler har i en længere årrække været anvendt som symbolsystem for mennesker med kommunikationsproblemer.
Bliss-kommunikationssystemet blev udviklet af canadieren Charles K. Bliss og var oprindeligt tiltænkt børn med fysiske handicaps, der afholdt dem fra at have et talesprog. I dag bliver Bliss-symbolerne brugt af både børn og voksne, og bruges også til at kommunikere på tværs af lande- og sproggrænser.
Bliss-systemet består af mere end 2000 grafiske symboler. Symbolerne kan kombineres på uendeligt mange måder, og der kommer hele tiden nye symboler til. F.eks. afholdt den internationale non-profit organisation Blissymbolics Communication International (BCI) i marts måned Nordic Bliss Meeting i Stockholm, hvor der bl.a. blev føjet nye symboler til listen.
Bliss-kommunikationssystemet er enkelt i sin opbygning og derfor hurtigt at bruge, men avancerede brugere kan bl.a. forme både sætninger og udtrykke nutid, fremtid og fortid gennem systemet. De forskellige grader af anvendelse betyder, at systemet kan bruges både af børn og voksne.
Computere og internet har tilføjet uendelige muligheder for udbredelse og udvikling af Bliss-systemet, der både kan bruges ved hjælp af simple kommunikationstavler, i talemaskiner eller computerprogrammer.Bliss-systemet er for avanceret til at kunne bruges af alle personer uden et talesprog, og brugerpotentialet skal derfor findes blandt de personer, der fungerer godt uden dog at kunne knække almindelige læsekoder. Det vides ikke, hvor mange personer, der bruger Bliss-systemet, men systemet anvendes ifølge BCI i mere end 33 lande.
BCI har for nylig flyttet sit hovedsæde fra Canada til Sverige, med Mats Lundälv fra organisationen DART i spidsen. På BCI’s hjemmeside kan du finde meget mere information om Bliss-systemet og Bliss-symbolerne, ligesom du her kan tilmelde dig nyhedsbreve og meget mere. På siden kan du blandt andet læse om den første Bliss-applikation til iPhone, iPod og iPad.
Klik ind på www.blissymbolics.org for mere information (åbner nyt vindue)
Social- og Boligstyrelsen- Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@sbst.dk