De to ingeniørstuderende, Elias Lundgaard Pedersen og Frederik Østergaard fra DTU, har i forbindelse med deres bachelorprojekt udviklet en øjenstyringsteknologi til mennesker med handicap.
Den nye teknologi er meget billigere at producere, end hvad der tidligere er set på markedet. Ved hjælp af en speciel app kan brugerne blot se på skærmen på deres smartphone og styre forskellige ting i deres hjem, fx lys og døre.
Siden har de to studerende, i samarbejde med DTU og Kasper Nizam fra Social Digital, etableret virksomheden, Obital. Samarbejdet nåede et højdepunkt, da en beboer, der har cerebral parese, som den første fik installeret Obitals teknologi i sin lejlighed. Beboeren var glad for teknologien – og forhåbentlig får flere af bostedets beboere også snart installeret teknologien.
Kasper Nizam fra Social Digital brænder for samarbejdet med Obital, hvor han forudser, at de kan skabe social forandring med digitale løsninger – frihedsteknologi, som han kalder det, eller løsninger, der i hænderne på brugeren bliver et redskab til frihed, selvbestemmelse og livskvalitet.
Læs mere om den nye øjenstyringsteknologi i ”CP Magasinet Indblik” på issuu’s hjemmeside
Socialstyrelsen - Telefon: 72 42 37 00 - Email: info@socialstyrelsen.dk